-
Mastodont brager ind på toppen af prestigeliste: »De vinder på alle parametre«
ソース: BDK Finans / 25 10 2023 13:46:21 America/New_York
I seks år i træk har LEGO kunnet bryste sig af at have dansk erhvervslivs bedste image. Fra 2017 til 2022 har legetøjskoncernen således konsekvent indtaget førstepladsen i den imageanalyse af 100 af de største danske virksomheder og mest toneangivende virksomheder, som Instituttet for Opinionsanalyse (IFO) hvert år foretager i samarbejde med Berlingske. Nu overhaler en ny virksomhed LEGO i dette års måling, hvor 3.063 erhvervsledere har målt og vejet danske virksomheder. Listen er blevet udarbejdet 22 år i træk, og virksomhederne vurderes på ni forskellige parametre, som dækker troværdighed, ledelse, kvalitet, medarbejdere, kommunikation, ansvarlighed, konkurrenceevne, finansiel styrke og innovation. Det er Novo Nordisk, der indtager førstepladsen med et brag. Og de klarer sig exceptionelt godt i målingen. Det fortæller Palle Klinke Hansen, administrerende direktør i IFO, der står bag målingen. »Én ting er, at de vinder. Men de vinder på alle ni parametre. Der skal vi helt tilbage til 2017, hvor LEGO gjorde det. Ellers er det ikke set,« fortæller han. Ifølge Frederik Preisler, brandingekspert og partner i bureauet Mensch, har Novo Nordisk med deres drømmeår opnået det, som alle virksomheder ønsker. »Ud over de indlysende forretningsmæssige resultater er Novo Nordisk en større fortælling end den erhvervsmæssige. De har i virkeligheden gjort det, som hele erhvervslivet ønsker: bevist deres betydning for dansk økonomi,« siger han. Tre giganter kæmper igen om tronen Igen i år er det Novo Nordisk, LEGO og A.P. Møller - Mærsk, der kæmper om de tre podiepladser. LEGO ryger ned på andenpladsen for første gang siden 2016. Og efter at have gennemgået tallene bag målingen konkluderer Palle Klinke Hansen fra IFO, at Novos sejr ikke er lille. »De vinder virkelig, ellers har de ligget sindssygt tæt. Sidste år kunne man nærmest ikke tale om en vinder. Der var to vindere, fordi Novo Nordisk og LEGO lå så tæt. I år distancerer Novo Nordisk sig,« forklarer han. Frederik Preisler fra Mensch vil dog gerne trøste LEGO med, at de har gjort det godt. Det er Novo Nordisk, der har gjort det ufatteligt godt, understreger han. »Jeg tror ikke, LEGO har tabt kadencen, de har bare mødt en overmand,« siger han. A.P. Møller - Mærsk lander på tredjepladsen for tredje år i træk. Derefter kommer Danfoss, Grundfos, Novozymes, IKEA og VELUX Gruppen i nævnte rækkefølge. Europas største selskab 2023 har været en optur uden ende for Novo Nordisk. Selskabet har taget verden med storm, især på grund af den enorme succes med vægttabsmedicinen Wegovy, som har fået investorer fra hele kloden til at kaste sig over aktierne i det danske selskab. Målt på markedsværdi er Novo Nordisk nu det allerstørste selskab i Europa og det 15.-største selskab i verden. Større end giganter som Coca-Cola, Nike, McDonald's, Samsung og Mastercard. Aktiekursen er i år steget med næsten 45 procent, og Novo Nordisk er i dag 3.067 milliarder kroner værd. Det er mere end hele Danmarks BNP, som sidste år endte på 2.832 milliarder kroner. Dermed er Novo rykket op i en liga, hvor ingen andre danske virksomheder kan være med. Mærsk er målt på både indtjening og omsætning større end Novo Nordisk, men når det handler om værdi, kan de slet ikke være med. Senest er virksomhedens betydning for dansk økonomi blevet cementeret i regeringens Økonomisk Redegørelse, hvor Novo Nordisk blev nævnt intet mindre end 31 gange. Novo Nordisk har omkring 55.000 ansatte, hvoraf flere end 21.000 arbejder i Danmark. »De er blevet ikon for alt det, erhvervslivet gerne vil stå for i forhold til samfundet. De har ikke bare en helterolle i erhvervskredse, men i hele samfundet, det politiske liv og debatten. Det er det, der giver en topplacering,« siger Frederik Preisler fra brandingbureauet Mensch. Omvendt oplever LEGO økonomisk stilstand, efter at de i flere år har haft vækst. Omsætningen er i det seneste halvårsregnskab vokset med én procent til 27,4 milliarder kroner, og samtidig dykker driftsindtjeningen med 1,5 milliarder kroner til 6,4 milliarder kroner. Det skyldes blandt andet investeringer i nye fabrikker, digitalisering, bæredygtige initiativer og et udfordret salg i Kina. Velkendte navne får bundplaceringer Der er også andre markante ændringer på dette års imageliste. For første gang stryger REMA 1000 ind på top-10 med en placering som nummer ni, efter at detailkæden sidste år endte som nummer 22. Coloplast og DSV ryger ud af top-10 med placeringer som henholdsvis nummer 11 og 12. Helt i bund finder man velkendte navne som PostNord (100), SAS (99), DSB (98), TDC NET (97), Coop Danmark (96) og ECCO (95). Det er ikke uvant, at de mest kendte virksomheder fordeler sig enten i toppen eller i bunden af listen, forklarer Palle Klinke Hansen fra IFO. »Et stærkt image handler om at være kendt af mange for at gøre det godt på de parametre, der betyder mest. Det værste er at være kendt af mange for at gøre det dårligt på de parametre, der betyder mest. Det vil sige, at man i toppen og bunden af listen har de mest kendte virksomheder,« siger han. https://www.berlingske.dk/virksomheder/mastodont-brager-ind-paa-toppen-af-prestigeliste-de-vinder-paa-alle